For LL Transport og Entreprenør var overgangen til Intempus et naturligt led i den strategiplan, der skulle forme virksomheden i fremtiden. Sidenhen har de oplevet, hvordan Intempus med e-conomic sikrer struktur, overblik og bedre nattesøvn for indehaveren.
“Intempus gør vores hverdag nemmere” – Kjeld Hedegård Nielsen, Indehaver af LL Transport og Entreprenør Aps
Så kort og præcist lyder det fra Kjeld Hedegård Nielsen, når han skal sætte ord på, hvilken betydning Intempus har for hans virksomhed LL Transport og Entreprenør. Virksomheden, der ligger i Pandrup i Nordjylland, beskæftiger 22 medarbejdere.
Netop på grund af den store gruppe medarbejdere var Kjeld Hedegård Nielsen for en lille håndfuld år siden ude efter et system, der kunne erstatte de fysiske timesedler.
“Hver måned indtastede vi manuelt timerne i et excel-ark. Det var alt for besværligt og tidskrævende,” fortæller han.
Ønsket om et digitalt timeregistreringssystem var for LL Transport og Entreprenør et resultat af den strategiplan, som virksomheden lavede for fem år siden.
“I vores strategiplan valgte vi, at administration var et punkt, vi skulle være opmærksomme på, så vi ikke fik mere administration end højst nødvendigt. Vi ville gerne vokse, men vi mente ikke, at det skulle være lig med en kæmpe administration. Derfor skulle vi finde et system, der kunne gøre det nemmere, men også et system der samtidig kunne vokse med opgaven,” fortæller Kjeld Hedegård Nielsen.
Den rette løsning
Systemet fandt Kjeld Hedegård Nielsen og LL Transport og Entreprenør i Intempus.
Virksomhedens eksterne revisor havde nemlig været på kursus, hørt om Intempus og kendte derfor det helt rette program til LL Transport og Entreprenør. Det betød, at Kjeld Hedegård Nielsen stoppede jagten efter det program, der skulle hjælpe dem i kampen mod eskalerende administrationstimer.
“Når en, man kender, anbefaler et produkt, der virker, så er der ikke behov for at kigge mere omkring,” siger Kjeld Hedegård Nielsen om valget af Intempus.
Samtidig oplevede Kjeld Hedegård Nielsen, at medarbejderne tog godt imod systemet fra første dag.
“Vores medarbejdere er ikke de typiske computernørder. Derfor er det vigtigt, at det virker logisk og intuitivt. Intempus har en simpel brugerflade og en opsætning, hvor der er næsten uendelige muligheder for, hvad man kan lave af løsninger, siger han og fortæller, at netop muligheden for tilpasninger har været utrolig vigtig for dem.”
Mere søvn og mindre unødig arbejde
I godt tre år har LL Transport og Entreprenør brugt Intempus til at holde styr på det administrative i hverdagen. Og Kjeld Hedegård Nielsen kan tydeligt mærke, at Intempus gør en forskel:
“Vi får i høj grad tryghed og sikkerhed i arbejdsprocessen. Risikoen, for at vi glemmer noget, er ikke nær så stor, som hvis man har en stak papir. Vi får simpelthen oplysningerne hurtigere, så vi kan få udbetalt løn og faktureret,” siger han. Han fortæller også, at det giver mere gennemskuelighed.
“Vi kan måle på effektiviteten, at vi er gået over til Intempus. Sagsbehandlingen bliver hurtigere, fordi man ikke længere skal vente på timesedler, som man så først får ugen efter. Når opgaverne er færdige, kan vi fakturere med det samme. Det styrker også vores likviditet” – Kjeld Hedegård Nielsen, Indehaver af LL Transport og Entreprenør Aps
For Kjeld Hedegård Nielsen var det netop også essentielt, at Intempus kunne være med til at lette hverdagen. Han oplever, at Intempus ikke kun gør det lettere for medarbejdere og revisorer, men i høj grad også for ham selv som indehaver.
“Jeg får frigivet den tid, jeg ellers skulle bruge på at kontrollere uigennemskuelige arbejdssedler. Nu har jeg i højere grad mulighed for at sidde ude ved kunder i stedet for at bruge al min tid på administrationen. Det betyder også, at mine nattetimer kan blive brugt på at sove i stedet for at kontrollere følgesedler,” siger han.
Fra manuelle til automatiske processer
Kjeld Hedegård Nielsen oplever også, hvordan muligheden for integration mellem Intempus og Dataløn samt e-conomic er med til at lette arbejdet ved at sikre færre manuelle bindeled. Samtidig gør de hurtige opdateringer, at der ikke går mange sekunder, før nye oplysninger kommer fra det ene system til det andet. Systemet er nemlig driftsikkert, som Kjeld Hedegård Nielsen kalder det.
Derfor mener han heller ikke, at der er grund til bekymring eller skepsis for virksomheder, som overvejer, om de skal skifte til Intempus.
“De kan trygt gå i gang med at bruge det. De vil opdage, at hverdagen bliver meget nemmere,” fortæller Kjeld Hedegård Nielsen.
Selv mener han, at Intempus har været med til at ændre måden, de arbejder på i LL Transport og Entreprenør.
“I stedet for at udvide administrationen, da vi voksede, har Intempus gjort, at vi arbejder ‘smarter’ og ikke ‘harder’”, – Kjeld Hedegård Nielsen, Indehaver af LL Transport og Entreprenør Aps.