En helt almindelig arbejdsdag – Kim Larsen til trods

Der er noget storladent over de begivenheder, som samler en hel nation. Det må man sige, at Kim Larsens mindekoncert gjorde. Men for Mikael Thomsen, som var en af dem, der sørgede for, at der overhovedet blev en koncert, føltes det nu alligevel bare som enhver anden arbejdsdag.

Da Kim Larsen på septembers sidste dag døde, gik Danmark i mere eller mindre kollektiv sorg hele den følgende uge, som kulminerede med en stort anlagt mindekoncert for nationalskjalden på Rådhuspladsen i København. Der blev utvivlsomt arbejdet hårdt og hurtigt for at få arrangementet, der husede omkring 35.000 deltagere, op at stå, og to af de hårdtarbejdende hænder sad på Mikael Thomsen fra Roskilde.

Han kalder sin enkeltmandsvirksomhed for Riggermikael, og arbejdet, som både foregik på selve dagen for koncerten og i dagene op til, blev naturligvis registreret i Intempus i form af syv arbejdstimer per dag. Men hvad var det så præcist for en opgave, Mikael Thomsen udførte – eller med andre ord; Hvad laver en rigger?

”Jeg laver meget koncertrigning, hvor jeg hjælper med at bygge scenen op, og det var også min opgave i forbindelse med Kim Larsens mindekoncert,” fortæller Mikael Thomsen.

Rigning betyder altså opsætning af især scener, men kan også dække over andre opgaver. For eksempel byggepladsoverdækning. Fællesnævneren er, at der skal sættes en midlertidig installation op, som det kræver visse kompetencer at kunne stå for, og hvor det ofte ikke er en helt simpel opgave at kunne komme til rent pladsmæssigt. Og hvordan ender man så med at arbejde med den slags? Nogen rigger-uddannelse findes der i hvert fald ikke.

”Jeg er uddannet inden for at arbejde med reb, altså hvor man hænger i et reb og arbejder, og så skal man derudover ikke være bange for højder. Det er egentlig de kompetencer, det kræver. Til Kim Larsen-koncerten var det dog kun i meget begrænset omfang, at jeg skulle arbejde i højderne,” siger Mikael Thomsen.

”Jeg startede med at bygge sådan nogle adventure-parker bygget op imellem træerne; f.eks. en tarzanbane. Igennem det job mødte jeg en, der lavede det her rigning, og så kom jeg ind i den branche.”

Til leje – men ikke Haveje

Mikael Thomsen har en fast kundekreds, som han lejer sig selv ud til og derigennem bruger Intempus til at holde styr på, hvor meget han har arbejdet for hvem, og på den måde ved han, hvad han skal fakturere ud. I tilfældet med Kim Larsens mindekoncert var det firmaet Stagehands, der ejede den scene, som blev brugt og altså også lejede Mikael Thomsen ind. Han havde ellers set frem til nogle fridage, men de blev ikke til noget, da Kim Larsen havde sunget sit sidste vers.

”Jeg var egentlig optaget et andet sted og troede, at jeg skulle have et par fridage, men Stagehands stod og manglede en masse folk og ringede så torsdag morgen,” siger Mikael Thomsen og tilføjer, at der i tilfældet med Kim Larsens mindekoncert var i alt 20-30 mennesker til at sætte scenen op, hvoraf fire – Mikael Thomsen inklusiv – var en slags projektledere, som havde ekspertise inden for området.

Og så ville det måske være nærliggende at lave en Haveje-analogi over sådan et sceneri, hvor en hel koncertplads bygges op på ganske få dage ud af ingenting. Men det var i hvert fald ikke en tanke, der sad i baghovedet hos Mikael Thomsen, for han betragtede det som en helt almindelig arbejdsdag, på trods af at det var et arrangement, der samlede hele nationen.

”Jeg så faktisk slet ikke koncerten – ikke engang i tv. Kim Larsen betyder egentlig ikke så meget for mig. Jeg synes, han var en dygtig musiker, men hans personlighed er jeg måske ikke så stor tilhænger af, så på den måde følte jeg mig ikke draget af mindekoncerten. Det var bare arbejde for mig,” siger han og afslører altså, at han ikke arbejdede under selve koncerten, men til gengæld var med til at pille scenen ned igen, inden han kunne kaste sig over nogle af alle de andre opgaver, han får ind.

Intet problem at skaffe arbejde

I researchen til denne artikel slog det nærværende skribent, at det i grunden ikke er meget, Riggermikael gør opmærksom på sig selv. En hurtig googling afslører ikke andet end en række erhvervsregistre. Ingen hjemmeside, Facebook-side eller lignende. Sjældent set i en verden, hvor det i højere og højere grad handler om at gøre opmærksom på sig selv, men det hindrer nu ikke Mikael Thomsen i at skaffe rigeligt med arbejde.

”Jeg får mine opgaver gennem netværk. Jeg har tre-fire kunder, som bruger mig rigtigt meget, og så er der nogle mindre kunder, som er kommet gennem det samme netværk, fordi jeg har arbejdet med nogle af de folk,” siger Mikael Thomsen, som ganske ofte har en finger med i spillet, når de store navne giver koncert i Danmark.

”Jeg er for eksempel inde over alle koncerter i Royal Arena, i Parken, nogle af dem i Boxen i Herning og diverse stadionkoncerter rundt omkring.”

Og hver gang bliver arbejdet altså registreret i Intempus. Sådan har det været i omtrent fire år.

”Jeg ledte efter et tidsregistreringssystem på Google, prøvede Intempus og syntes, at det fungerede ret godt. Det var også meget rart, at man kunne registrere kørsel og den slags i det. Og så har jeg holdt fast ved det.”

”Havde jeg ikke haft en app som Intempus, skulle jeg nok have brugt Google Kalender eller sådan noget. Det er rigtigt rart med den app, hvor man bare kan slå det ind uden at tænke så meget mere over det. Det giver mig også et økonomisk overblik, så jeg bedre kan forudsige, hvor meget jeg omsætter for,” slutter Mikael Thomsen – som altså næppe hører Kim Larsen i bilen, når han kører rundt fra opgave til opgave.