Greenkeeper Claus Thomsen sørgede for en snorlige golfbane

Horsens Golfklub fortæller hvordan Intempus hjælper dem til at holde styr på tiden

Claus Thomsen har i 20 år sørget for en snorlige bane ved Horsens Golfklub, og efterårets første morgen var ingen undtagelse. Dermed var han med til at sikre en af efterårets første indberetninger.  

Når de mange medlemmer af Horsens Golfklub indtager den grønne golfbane, ligger der timevis af arbejde bag. Greenkeeper Claus Thomsen og hans kolleger arbejder nemlig året rundt på at passe de store arealer. 

Og efterårets komme laver ikke om på det. Claus Thomsen står nemlig bag et af efterårets første indberetninger. 1. september klokken 6 var det nemlig igen tid til at passe og pleje de 18 greens ved Horsens Golfklub – også selvom det var en søndag. 

Klokken 6 kørte Claus Thomsen sin trumle frem – klar til at rulle alle banens greens og dermed fjerne de ujævnheder, der kommer i underlaget i løbet af et døgn. Og selvom det var ganske tidligt, nød Claus Thomsen også arbejdet denne efterårsmorgen. 

– Jeg synes, det er et dejligt arbejde. Så går jeg rundt ude i naturen og hilser på rådyr, en ugle og ser to små egern, der leger om morgenen. Jeg nyder at være i naturen i stedet for at sidde inde på et kontor, siger han. 

 

Efterårets opgaver

Sommerens arbejdsopgaver fortsætter et stykke ind i efteråret – for indtil november og temperaturer under 6 grader bliver græsset ved med at vokse. Men med det sene efterår, vinter og koldere temperaturer kommer der nye opgaver for Claus Thomsen og hans kolleger. 

Naturen ændrer sig nemlig hele tiden, og det samme gør banen, så i det sene efterår og vintermånederne får greenkeeperne tid til at optimere banen, ændre en bunker og klippe de buske og træer til, der omkranser banen. 

Derudover er efterår og vinter også lig med tid i værkstedet, hvor Claus blandt andet skifter olie og sliber knive på de dyre maskiner, de bruger, når de holder banen ved lige.  

– Det giver mulighed for, at vi kan få løst nogle andre opgaver end normalt, siger han.  

Samtidig betyder efteråret og de lavere temperaturer også færre mennesker på banen. 

– Der bliver mere stille, fordi der bliver koldt. De fleste mennesker vil nok hellere sidde hjemme og spille bridge. Så vi får lidt mere fred til de mange opgaver på banen, siger Claus Thomsen. 

 

Intempus hjælper på vej

Uanset årstiden er der mange forskellige opgaver Claus Thomsen skal tage sig af, og det kan være svært at bevare overblikket over, hvor mange timer hver opgave har krævet. 

I marts begyndte Horsens Golfklub at bruge Intempus, og det har hjulpet Claus Thomsen, når han skal holde styr på, hvor mange timer, han har arbejdet – og hvad timerne er blevet brugt på. 

– Det er en stor hjælp, for når der går for lang tid, så kan jeg ikke huske, hvad jeg har lavet. Der hjælper Intempus mig, fordi jeg nemt kan registrere det med det samme, siger han og fortæller, at han er glad for selve systemet: 

– Vi har haft flere systemer, men Intempus er nok det letteste system, jeg nogensinde har brugt. Hvis man ikke kan finde ud af det, så skal man gå sin skolegang om.

Udover at gøre registreringen af timer og arbejdsopgaver lettere, fungerer systemet og registreringerne som en sikkerhed for Claus Thomsen og de andre greenkeepere. 

– Hvis vi får klager, bruger vi indberetningerne som bevis. Så kan vi sige, hvor meget tid, der er brugt på f.eks. greens – og så kan folk ikke komme og sige, at vi ikke laver vores arbejde ordentlig. Det er en sikkerhedsventil, der viser, at vi gør vores arbejde, og det ikke er derfor, hvis de ikke spiller godt, siger han.  

Claus Thomsen har været greenkeeper i 25 år – og 20 af årene har været hos Horsens Golfklub. Han har selv oplevet, hvordan det er blevet langt mere overskueligt at registrere arbejde, efter klubben gik over til Intempus. 

Derfor tager han med glæde telefonen og systemet med, når han en tidlig søndag morgen passer banen blandt rådyr og egern – uanset om kalenderen siger efterår eller sommer.